tilbage




Åndemanerkunst og shamanisme

© John Russell-Møller 2008




Oprindelig fandtes der ingen ånder eller guder.

Jeg er kommet en del i Sápmi (Lapland), og der har man en ikke-fysisk person, som heder Bieggolmai. Ordret betyder Vindmand (biegg = vind + olmai = mand). Samernes opfattelse var (og er stadig for en dels vedkommende), at Bieggolmai er en mand, som står med to skovle og øser vindene.
Da de kristne kom til Sápmi oversatte de ordet Bieggolmai til "vind guden". Det er også blevet oversat til "vind ånden".

Hvis en buddhist en kristen og en antropolog skriver hver sin bog om buddhisme, bliver det tre forskellige bøger.
Buddhisten ser buddhismen indefra og skriver indefra. Den kristne ser buddhismen udefra og skriver udefra. Videnskabsmanden ser også buddhismen udefra, men med andre øjne end den kristne.
Det er helt naturligt, at tingene bliver sådan – og alle tre bøger har deres berettigelse. Der er ingen af bøgerne, der er rigtige eller forkerte – de er bare forskellige.

Men hvis nu inuitterne i Kalaallit Nunaat (Grønland) slet ikke skriver nogen bøger om deres form for åndemaner kunst, så bliver resultatet, at vi kun får den kristnes og antropologens to udgaver af inuitternes åndemaner kunst. De ikke fysiske personer bliver omtalt som guder eller ånder.

Inuitterne taler bl.a. om Månemanden, og vi danskere taler om Mosekonen og Lygtemanden. Andre steder i verden, taler naturfolk om dyrene og træerne som deres brødre og søstre - og andre slægtninge. I Danmark taler vi bl.a. om Hyldemor.

Noget kunde altså tyde på, at begreber som "guder/gudinder" og "ånder" er af nyere dato. Dermed mener jeg, at de muligvis ikke er mere end 10-20.000 år gamle. Hvad ved jeg? Før den tid tror jeg det er sandsynligt, at ordene ikke fandtes.
Jeg er på ingen måde ekspert i sprogvidenskab, men vi ved jo alle sammen, at der hele tiden bliver opfundet nye ord, så på et eller tidspunkt må der jo være nogen, som har opfundet ordet "gud" og ordet "ånd". Heraf følger at der må have været en tid, hvor disse ord og begreber ikke fandtes.
Noget kunde også tyde på, at man, før opfindelsen af "guder/gudinder" og "ånder", har opfattet de væsner, som ikke har en fysisk krop for mennesker – og i øvrigt også har opfattet dyr, planter, månen osv. som mennesker. Som jeg plejer at sige:
"Det er ikke mennesket, som også er et dyr. Det er dyrene, som også er mennesker"!

*

Det er den amerikanske antropolog Michael Harners store fortjeneste, at vi vesterlændinge har fået en ny indgang til vores gamle åndelighed og religion. Michael Harner har gjort et stort arbejde ikke mindst med at udvikle det, han har givet navnet "core shamanism" - kerne shamanisme. Gennem mange års forskning, med rejser til mange forskellige naturfolk, som stadig har bevaret en del af deres oprindelige religion og åndelighed, har han udviklet en moderne "shamanisme", som indeholder det, han anser for at være kernen i al "shamanisme".

Når det nu er sagt, skal det også siges, at man i core shamanisme er kommet ind til æblets kerne ved at skære skallen og kødet fra.
Det kan ikke undre, at der er "shamaner", som leder efter de gamle skraller og det gamle kød, for at få æblet gjort helt igen. Det kan heller ikke undre, at der er folk, som vil hænge helt ny skræl og kød på "shamanismen" – som aldrig har hørt til "shamanismen".

Når jeg sætter ordene "shaman" og "shamanisme" i anførselstegn, er det fordi ordet "shaman", som fælles betegnelse for alle åndemanere i verden, er en moderne opfindelse – og at ordet "shaman-isme" er en moderne konstruktion.
Hos inuitterne heder "sådan en" som laver "dens slags" en angakkoq: hos zuluerne en sangoma; hos danskerne en åndemaner; hos samerne en noide; hos evenkierne en shaman; hos englænderne en scorcerer ;hos mexikanerne en hechicero osv. Alle folkeslag har deres eget ord for "sådan en".

Ordet shaman er altså et låneord fra Evenki (Tungus) folket i Sibirien, som er blevet indført i det danske sprog - og mange andre sprog. Vi har så lavet vores egen definition af, hvad ordet betyder hos os.
At låne ord fra andre sprog er selvfølgelig helt naturligt, og det er med til at beriger vores eget sprog.
Ordet shaman bruges i dag om en hvilken som helst åndemaner i verden. I det efterfølgende vil jeg bruge ordet shaman på denne måde. Ordet shamanisme defineres i dag noget i retning af: "Det at tro på ånder; samt det at samarbejde med ånderne".

Da naturfolk ikke bruger skriftlig overlevering, står vi så tilbage med to problematikker. Det der er skrevet om shamanens (angakkoqens, sangomaens, noidens, åndemanerens osv.) virksomhed, er skrevet af kristne og ateistiske vesterlændinge – og kødet og skrællen er skåret fra. Af de religiøse defineres shamanisme som en religion1, og af videnskabsfolkene defineres shamanisme som nogle metoder2 eller en teknik3.

*

"Åndemanerkunst er en form for shamanisme – men shamanisme er ikke en form for åndemanerkunst"!
Shamanisme er baseret på logik og teknikker – åndemaneri er baseret på magi og kunst.

Min egen uddannelse til åndemaner har bestået i, at jeg i 10 år har boet tre måneder hver sommer på et fjeld i vildmarken i Sápmi (Lapland), hvor jeg var alene det meste af tiden, og samlede åndehjælpere som uddannede mig.

Læs Knud Rasmussens beskrivelse af hvordan man bliver åndemaner på www.shaman.dk/missuarniannga.html

Når personer, som ikke er åndemanere, ser på mig udefra, kalder de mig shaman, og det jeg laver for shamanisme. Når jeg taler med dem på deres præmisser, omtaler jeg også mig selv som shaman, og det jeg laver som shamanisme. Men når jeg ser på mig selv indefra, kalder jeg mig selv for åndemaner, og det jeg laver for åndemaner kunst.

Jeg er ikke modstander af nogen form for shamanisme, men synes alle former er med til at berige shamanismen. Der er ikke noget af det jeg skriver, som er ment som en kritik af andre shamanske traditioner. Jeg synes ikke at min shamanisme er bedre end nogen andens.
Det jeg skriver, er en fremstilling af hvad jeg ser, når jeg betragter andre shamanske traditioner udefra, og den tradition jeg selv tilhøre indefra.

Der er nogle ting i min tradition, som er vigtige. Det er: at "se" og leve i fællesskab med de ånder, som findes i naturen; at drømmeverdenen også er en del af naturen; at erkende at der findes onde ånder; og at de gode ånder er fejlbarlige.

Ligesom de gode ånder almindeligvis "ses" i en form for naturaspekt, det vil f.eks. sige som dyr, mennesker o.l. – så "ses" de onde ånder almindeligvis også i et naturaspekt, altså også som dyr, mennesker o.l. Der kan også være tale blandingsvæsner f.eks. halvt dyr og halvt menneske.

Alle ånder har menneskelige og magiske egenskaber. Alle dyr har menneskelige og magiske egenskaber. Alle mennesker har menneskelige og magiske egenskaber. I børnelitteraturen er dyrenes menneskelighed helt tydelig. Bare tænk på Peter Plys.
En god ånd kan blive jaloux, og en ond ånd kan blive forelsket. Et menneske kan flyve (lære at flyve) op til himmelen og besøge månemanden, eller klatre ned til underjorden og besøge de dværge, som bor der. Det kan i øvrigt være en blandet fornøjelse.

I gamle dage levede åndemaneren i samfund, hvor alle brugte jagtredskaber og våben. Udtryk som, at "kæmpe" for at holde sulten fra døren og at "bekæmpe" sygdom var almindelige, og er det stadigvæk. Åndemaneren "bekriger" de onde ånder. Han eller hun "slås" for folks liv og helbred. Han går på "jagt" efter hjælpeånder. Der er mange jagt og kriger udtryk i åndemanerens sprog.

Som hovedregel anser man, at gode ting skyldes gode ånder, og at onde ting skyldes onde ånder.
Hvis en person mister sin sjæl (eller noget af den), skyldes det, at en ond ånd har forårsaget en begivenhed, som har medført sjæletabet – hvis den onde ånd da ikke simpelthen har stjålet sjælen.

"Ingen lykke uden gode ånder. Ingen ulykke uden onde ånder"!

*

Når et menneske gør ting, som er til gavn og nytte, er det fordi han bliver inspireret (opfordret) af en god ånd – og når et menneske gør ting, som skader nogen, er det fordi han bliver inspireret af en ond ånd. Når en god ånd gør ting, som skader, er det fordi, den bliver inspireret af en ond ånd.

Hvis vi ser på de mennesker i dagens Danmark, som begår voldskriminalitet, kan vi se; at der er dem, der gør ting, som gør lidt ondt på deres ofre; dem der gør ting, som gør meget ondt på ofrene; og dem der udsætter deres ofre for de mest bestialske former for smertefuld tortur.
Dette kan siges at skyldes, at der findes onde ånder, som er værre end andre – og at en person kan være mere eller mindre besat af en ond ånd.

I core shamanismen har man valgt ikke at beskæftige sig med de onde ånder. Man kalder de kræfter, som har en skadelig indflydelse på folk for fejlplacerede energier. De positive kræfter fremstiller man som personer i form af dyr, mennesker, planter osv. – men de negative kræfter fremstiller man som ting.

Gode ånder og onde ånder - contra gode ånder og negative energier?

Når vi menneskeliggør vore medskabninger, gør vi det muligt for os, at forholde os til dem med empati, respekt og næstekærlighed. Når vi tingsliggør vore medskabninger, gør vi det muligt for os at behandle dem umenneskeligt.
Ved at tingsliggøre dehumanisere jøderne, gjorde nazisterne det muligt for sig selv at behandle dem umenneskeligt. Men ved at dehumanisere andre, får man et æreløst forhold til dem, fordi man tingsliggøre dehumaniserer en del af sig selv. Ved at dehumaniserer eller ignorerer de onde ånder, får man et æreløst forhold til dem - og en del af sig selv.

"En æreløs kriger er en svag kriger. En æreløs shaman er en svag shaman"!

Bortset fra det, er det problematisk, at man fjerner (omplacerer) de skadelige fejlplacerede energier, men ikke bekæmper de onde ånder som laver den skadelige energi (laver energi fejlplaceringen).
Hvis man har at gøre med en ond ånd i hundeskikkelse, som skider og pisser på en mand, så han bliver syg; så er det selvfølgelig fint at man renser manden af og fjerner ekskrementerne og urinen fra ham, men man må også bekæmpe hundeånden, som laver det giftige åndelort og åndepis.
Det kan være hårdt arbejde, skulle jeg hilse at sige!

Heldigvis kan der gå både halve og hele år imellem, at åndemaner shamanen møder en ond ånd (f.eks. en gifthund), som er så stærk, at man råbende og skrigende skal bruge en halv nat på at nedkæmpe den - og man selv ender med at have mere fråde om munden end den har.

For åndemaner shamanen er det alt afgørende at have en velorganiseret hær af åndehjælpere og allierede. Det er ikke usædvanligt at man bruger fire til fem gange mere af sin tid på at rekrutterer åndehjælpere og indgå og vedligeholde alliancer, end man bruger på at lave healing ceremonier og den slags.

*

Det er en udbredt opfattelse blandt shamaner overalt på moder jord, at mennesket har mere end en sjæl. Selv om angakokkerne taler om "sjælen", så anser de, at et menneske har et utal af sjæle. For eksempel siger de, hvert led i kroppen har en sjæl. I Altai siger kamerne (kam = shaman), at mennesket har tre sjæle.
Selv har jeg lært at opererer med fire primære sjæle. Kropssjælen, drømmesjælen, skæbnesjælen/destinationssjælen, og hyrdesjælen. Kropssjælen passer på kroppen, og når den forsvinder, dør kroppen. Drømmesjælen er den sjæl, som rejser af sted, når vi drømmer eller shaman trancerejser. Skæbnesjælen/destinationssjælen er vores åndelige kompas, som hjælper os med at finde vej – til destinationen. Hyrdesjælen er den, som holder alle sjælene samlede, så vi ikke disintegrerer.

Sjælene er forbundet med hinanden ved hjælp af forskellige magiske bånd og tråde – det jeg nogen gange kalder sjælenes blodårer og nervetråde.
Hos Carlos Castaneda taler Don Juan angiveligt om menneskets sjæl som et lysende æg. Imidlertid er det sådan, at hver af sjælene har forskellig konstruktion, og de ser meget forskellige ud. Det er kun kropssjælen, som fremstår som et lysende æg. Desuden er sjælene lavet af forskellig slags ånd (materiale).

Hvis der sker skader på nogen af sjælens forbindelser, er det shamanens opgave at reparerer dem. Der er et utal af tråde, som kører på kryds og tværs, og forskellige steder mødes i det, nogen kalder samlingspunkter. Det er vigtigt for en shaman at kunde manøvrerer med sine samlingspunkter – altså flytte dem fra en position til en anden. Shamanen hjælper også folk med at flytte deres samlingspunkter, hvis de har behov for det.

Jeg er enig med Don Juan i, at det absolut vigtigste for en troldmand (åndemaner, shaman) er, at være en ulastelig kriger. Alle healing teknikker og den slags kommer i anden række. De åndelige krigerfærdigheder skaber den kraft, som er nødvendig til at udføre healing teknikkerne kraftfuldt.

"Stærkere krigerkraft skaber stærkere healingkraft"!

*

Som med så mange andre ting i livet, er det sådan, at det er sjældent at åndemanerens arbejde resulterer i total udslettelse af en af hans fjender. Som regel lykkes det kun åndemaneren og hans allierede at trænge en ond ånd ét stykke tilbage og sætte den ud af spillet – hvorefter den onde ånd reorganisere sig og starter et nyt angreb et andet sted.

Åndemaneren vier sit liv til at skabe og vedligeholde harmoni og balance i livet og naturen – ikke mindst sine medmenneskers liv og natur.

Ni ud af ti dage er shamanisme noget hyggeligt og rart, hvor man sider rundt om bålet og fortæller gode historier, eller laver healing og vejledning i sin praksis til gavn for andre osv. - men på et splitsekund skal åndemaner shamanen kunde tænde for sin mest voldsomme og aggressive åndekraft, hvis situationen skulle kræve det.

Så fortsætter kampen mod sygdom, egoisme, ulykke og ondskab - til der er skabt fred, sundhed, harmoni og balance igen!

*

1 Webster's Dictionary. Shamanism: The type of religion which once prevailed among all the Ural-Altaic peoples (Tungusic, Mongol, and Turkish).
2 Michael Harner. Shamanism: System of methods for healing and problem-solving.
3 Mircea Eliade. Shamanism: Technique of religious ecstasy.
Forfatterens kommentar: Religiøse mennesker anser ofte religion for bl.a. også at være et healings og problemløsnings system.



op