Natur eksorcisme

Hvis man som bymenneske begiver ud i den store vilde natur, og opholder sig alene der en uges tid, opdager man hurtigt, at ens adfærd langsomt forandrer sig. Man begynder at opføre sig anderledes, man begynder at tænke anderledes; hele ens person begynder langsomt at ændre sig både fysisk, mentalt og åndeligt.
Det kan føles mærkeligt i starten, men der sker det, at vi kommer til at opføre os mere i overensstemmelse med naturen – ikke bare den store natur, men også vores egen natur. Allerede de første dage begynder de dele af vores adfærd, som er i strid med vores natur, at skabe problemer. Vi får civilisations abstinenser.
Det siges, at hvis man tager et naturmenneske fra junglen og flytter ham ud til storbyen, får han et civilisationschok. Mange storbymennesker, som kommer ud i den store vildmark for første gang, får et naturchok. Det er ikke så meget de store vider, vejret, myggene og den slags ting, som folk har det svært med – det er sig selv.

Når man har opholdt sig alene i vildmarken et stykke tid, begynder man at indhente sig selv, og selvkonfrontationen begynder sin skånselsløse proces. Mange opdager, at de ikke kan holde sig selv ud. Den del af os som vil have, vi skal leve i strid med vores sande natur; og den del af os som vil have, vi skal leve i overensstemmelse med vores natur begynder at rive og flå i os fra hver sin side.
I civilisationen er den naturstridige del af os ofte den stærkeste, men her i vildmarken er det vores naturlighed, som får overtaget. Nogle mennesker får det så dårligt, at de flygter tilbage til civilisationen så hurtigt som muligt for at undgå selvkonfrontationen. De er bange for at blive gale – og med god grund.
Du kan acceptere naturens betingelser frivilligt, eller du kan stritte imod, og i så fald tvinger hun dig til det. Det er som de gamle romere sagde om skæbnegudinderne. ”Den som følger skæbnerne, vejleder de. Den som ikke gør, trækker de efter håret”! En kontrolfreak, som begiver sig ud i vildmarken, går en smertefuld oplevelse i møde.

I psykoterapi har man en proces, som består i et møde mellem to mennesker, og i naturshamanisme består processen i et møde mellem ét menneske og naturen. Det er naturen som er healeren – den spirituelle katalysator. Det er vigtigt at forstå, at det er personens egen natur, som driver processen; godt hjulpet af omgivelsernes natur og hele naturen.
Alene i vildmarken har vi ikke kun en fysisk rygsæk med bagage, vi slæber rundt på, men vi bærer også på en sjælelig rygsæk med bagage, og før eller siden begynder låget på vores Pandoras rygsæk at åbne sig, og vores dæmoner bliver sluppet løs og begynder at hærge i vores sind.

Heldigvis findes der gode kræfter i naturen, som gerne vil hjælpe os. Derfor er det godt at kende de gode naturkræfter og være i stand til at påkalde dem.
Det er en del af naturshamanens opgave at tilbyde den undervisning, der er brug for. Han lære folk hvordan de kan få hjælp af dyrene, planterne, vindene, skyerne og alle andre venner i naturen, og han lære folk at komme i kontakt med ånderne i naturen og ånderne i drømmeverdenen. Vores totemdyr og de andre ånder formidler den åndelige kraft, vi har brug for til at se vores dæmoner i øjnene og udfordre dem.
Det er også shamanens opgave at behandle de åndelige sygdomme og skader, som kan komplicerer naturprocessen.

Om alt går vel fører selvkonfrontationen, eller naturkonfrontationen skulle man måske snarer kalde den, til at man lære sig selv bedre at kende – på godt og ondt. Selvkonfrontationen kan altså fører til selvkendskab. Hvis man vil lære sig selv rigtigt at kende, er det bedst at gøre det lidt af gangen. Jeg er tilhænger af små fremskridt - men permanente fremskridt. To skridt frem, og så bruge den nødvendige tid på at konsolidere sit fremskridt, så man ikke går mere end et skridt tilbage.

Efter selvkendskabet kommer selvopgøret. For at gøre op med mig selv, må jeg udfordre mine dæmoner. Jeg står nu med den John jeg faktisk er, den John jeg troede jeg var, og den John jeg gerne vil være.
Grunden til at jeg ikke er blevet den John, jeg gerne vil være er, at jeg ikke var den jeg troede jeg var. Derfor mislykkedes jeg. Hvis jeg vil have et mere kraftfuldt og sjælfuldt liv, er det helt afgørende, at jeg får en realistisk opfattelse af mig selv. Illusioner fører til fiasko og svaghed.

Nå! Men nu ved jeg mere om, hvem John virkelig er, så ved at gennemfører opgøret med ham, er det muligt for mig at blive mere den John, jeg ønsker at være. Blive bedre til at være den jeg er, og det jeg er. Blive bedre til at leve i overensstemmelse med min egen natur, andres natur og hele Naturen – og leve mindre i strid med min egen natur, andres natur og hele Naturen.

Selvopgøret er en kamp mod ens dæmoner. Så længe man bærer rundt på dem, vil de blive ved med at plage ens liv.
Dæmonerne har en stærk selvopholdelsesdrift – de er ikke nemme at blive af med. Bare tænk på en ludoman. Han har en spilledjævel, som totalt ødelægger hans liv, og det er få ludomaner, som bliver helbredt for deres sygdom.
En anden person bærer på en gammel bitterhed, som æder hans sjæl op.
En tredje er utilfreds med andre mennesker. De skal ikke være som de er, men som han vil have, de skal være. Vores dæmoner sender negative tanker ind i hjernen på os.
Heldigvis er de fleste dæmoner og onde ånder ikke helt så destruktive, men for den som har dem, er de ubehagelige nok. Den mest almindelige er nok ”den lille egoist” dæmon.
Uanset hvor mange, store eller små dæmoner vi har, som gnaver i vores sjæl, så er det muligt at gøre op med dem og generobrer vores naturlighed.
Det er naturligt at være et samvittighedsfuldt menneske og et retfærdigt menneske. Det er naturligt at have en god kærlighedsevne, at have humoristisk sans og at have et godt socialt liv. Det er naturligt at være glad og kraftfuld.

Under kampen mod dæmonerne kommer vores samarbejde med ånderne på en hård prøve. Det er nu, det vil vise sig, om det shamanske forarbejde, vi har lavet, er stærkt nok. Måske kommer vi ned fra bjerget med en vingeskudt sjæl, men det gør ikke noget. I samarbejde med vores totemdyr og andre ånde allierede (og måske også en shaman), kan vi lærer af vores erfaringer og rejse os igen. Vildmarken er der stadig til næste år.

Om alt går vel, er det sådan, at når man kommer ind fra vildmarken, opdager man de forandringer, naturprocessen medfører i ens almindelige dagligliv. Først og fremmest bliver man et åndeligt stærkere menneske med en stærkere integritet. Man står i sin egen kraftcirkel, og bestemmer selv hvornår man vil lade nogen træde ind i ens cirkel, og hvornår man vil lukke sine grænser.
De kræfter jeg brugte på at bære min destruktive bagage bliver frigjort og kan anvendes til nyttige ting. Når jeg kommer tilbage til civilisationen tager jeg sin sande natur med mig ind i mit dagligliv – og ind i andres liv. Jeg får lettere ved at respektere andres cirkel og deres grænser. Mit forhold til andre mennesker ændrer kvalitet. Relationerne bliver sundere.

Af praktiske grunde skelner jeg mellem naturshamanisme og naturreligion. De senere årtier er der i den vestlige verden opstået en ateistisk shamanisme. Ordet religion giver mange mennesker en grim smag i munden, og når man ser tilbage i historien, er det ikke svært at forstå hvorfor. Folk, som anså sig selv for at være religiøse, har foretaget sig de mest afskyelige ting. For at lægge afstand til disse mennesker, deres handlinger og deres gud, har nogle mennesker valgt helt at undgå ordet religion. Det er rigtigt, at åndelighed og religion er to forskellige ting, men nogle mennesker har slået de to ting sammen og kalder det hele for åndelighed eller spiritualitet; og det synes jeg er uheldigt.

For mig betyder religion først og fremmest at anse noget for at være helligt. Da naturen er min religion, anser jeg alt i naturen for at være helligt. Min naturreligion handler om, hvad jeg tror på, og om mine holdninger til naturen i og omkring mig; og den handler om, hvordan jeg udtrykker disse ting gennem ceremonier, ritualer osv. - alene og i fællesskab med andre.
Min åndelighed handler om, hvordan jeg behandler andre folk. Er jeg ærlig eller uærlig, hjælpsom eller ligeglad, tålmodig eller utålmodig osv. Religion er noget jeg tror på – åndelighed er noget jeg gør.

I naturshamanisme er den religiøse side lige så vigtig som den åndelige side og den fysiske side. Naturshamanen er også præst. Han beskæftiger sig både med folks tro og deres adfærd. Alt andet lige, så gør folk det de tror på bedst kan betale sig. Derfor må shamanen være lige så opmærksom på folks tro som på deres adfærd.
Folk, som lever i naturen i længere perioder af gangen, har nogen gange stærke religiøse oplevelser. Det er en del af naturshamanens arbejde at hjælpe disse mennesker med at rumme det, som er sket med dem. Nogen gange følges disse oplevelser op med religiøse initieringer, og det forventes af naturshamanen, at han udfører de riter som hører sig til.
Selvfølgelig må naturshamanen selv være blevet initieret af naturen under sine egne mange lange ensomme ture ind i naturens fysiske og mystiske afkroge, hendes drømme og skygger, hendes hjerte og sjæl.

Denne type ophold i naturen er ikke en form for udesidning (vision quest). Formålet er ikke at få inspiration, et kald eller en mission, men at blive renset for usund bagage. Formålet er altså eksorcisme. Natur eksorcisme.
Den naturproces, som sker med os i vildmarken, er ikke en erstatning for det åndelige samspil, vi har med andre mennesker – men et supplement til det. Naturprocessen er heller ikke noget, som vi en skønne dag bliver færdige med. Det er en måde at leve sit liv på. Det er en proces, som fortsætter hele livet. Det er et spørgsmål om at vælge naturen, som den vej man vil gå på – og så er det ellers to skridt frem og et tilbage.

Og husk nu - det er kun hvis man laver alt det nødvendige shamanske arbejde, mens man er i naturen, at der kan ske de ting, jeg har skrevet om!!

Naturen findes ikke kun derude – den findes også i vore hjerter. Man kan være tilskuer til naturen; man kan være deltager i naturen; og man kan være naturen. Naturen det er mig og dig! Naturen det er os alle sammen - der hvor vi befinder os!

Vi ånder. Vi danser. Vi flyver. Vi lever. Vi er her endnu!

Under en vision i oktober 1989 kom John Russell-Møller (født 1946) i lære som shaman hos to åndeshamaner, og de har været hans mentorer lige siden. Efter syv års oplæring hos fysiske lærere og åndelærere bad hans mentorer ham om at lave en shamansk sommerlejr på et fjeld i vildmarken i Lapland – 200 km nord for polarcirklen. John lavede en pagt med ånderne om at gøre dette tre måneder hver sommer i ti år – og drev lejren fra 1996 til 2005. I disse ti år fungerede Midnatssol Cirklen som shamansk praksis, 'hospital' og undervisnings cirkel. I løbet af disse ti år blev John undervist i åndemaner kunst af naturen. Hans lærere var Ravnene, Ørnene, Musene, Myggene, Edderkopperne, Lossene, Vindene, Sneen, Solen, Smørblomsterne, Enebærbuskene, Skyerne, Stjernerne, Nordlysene, afdøde mennesker og dyr – og mange mange andre naboer. Det er på baggrund af denne oplevelse, John kalder sig naturshaman, og det han laver for naturshamanisme. Johns åndelige kærlighedsaffære med den Skandinaviske fjeldverden startede i 1977. Siden 1992 har John haft egen shamanpraksis i København.

Printvenlig fil