Forskellig shamanisme i Danmark

Jeg plejer at sige, at shamaner elsker at være så uenige som mulig om så meget som mulig – også med sig selv. En ting som synes at være til evig diskussion, er spørgsmålet om hvad man skal eller vil kalde de mere eller mindre forskellige former for shamanisme. Man taler nogen gange om forskellige traditioner.

Min første lære kalder det han laver for eventyrshamanisme, og han kalder sig selv for by-shaman (urban shaman). Min anden lære kalder det han laver for kerne-shamanisme (core shamanism). Der er nogen, som kalder det de laver for krigershamanisme. Jeg kan i øvrigt godt lide krigershamanisme. Så er der aztekisk og toltekisk shamanisme, som der er blevet mange, som interesserer sig for; og der findes Asatro shamanisme. Selv kalder jeg det jeg laver for naturshamanisme.
Hertil komme de udtryk forskellige universitetsfolk anvender. Antropologer og religions historikere taler om traditionel shamanisme og neoshamanisme.

I øvrigt er ordet ”shaman” og begrebet ”shaman-isme” også noget, som er opfundet af hovedsageligt ateistiske og neokristne videnskabsfolk i slutningen af attenhundrede tallet.
”Shaman” er ikke et shamansk ord eller udtryk (bortset fra hos en enkelt stamme i Sibirien). Begrebet ”shaman-isme” er slet ikke et shamansk begreb, og shamansk set må det anses for absurd - med mindre man vil hævde hævde, at shamanisme er blevet en åndelig bevægelse i den vestlige verden.
At ordet ”shaman” er blevet optaget i det almindelige danske sprog, hvor det er blevet en fællesbetegnelse for alle åndemanere, uanset hvor de befinder sig i verden - er selvfølgelig helt fint. Jeg bruger også ordet på den måde til dagligt – men det indgår ikke i min fagterminologi som åndemaner. Åndemaneren har været den danske ur-shaman siden forhistorisk (non-historisk 1*) tid.
Ordet ”shamanisme” tillægges ofte meget forskellige betydning, afhængig af om det bruges almindeligt, videnskabeligt eller shamansk. Diskussioner om hvad shamanisme er for noget ender derfor ofte i en debat om semantik.

For tiden er de tre mest udbredte definitioner af ordet shaman som følger.

Shaman 1. Oprindelig betydning: En åndemaner hos Evenki folket i Sibirien.
Shaman 2. Akademisk anvendelse: En hvilken som helst åndemaner hvor som helst på jorden.
Shaman 3. Almindelig dagligdags tale: En person som har deltaget på et eller flere kurser i shamanisme samt 2 .

En åndemaner er altså en slags shaman, men en moderne shaman er ikke en slags åndemaner, bl.a. fordi den moderne shaman ikke er rigtig magiker. I åndemanerkunsten er den okkulte magi meget mere omfattende, end den er i shamanisme.

Der er også forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at praktisere shamanisme. For nogen betyder det, at man praktisere de shamanske teknikker, man har lært på et kursus. For andre betyder shamanistisk praksis, at man har en klinik, hvor man laver shamansk healing og rådgivning. For nogen har shamanisme absolut ikke noget at gøre med religion. Dem kalder jeg ateistiske shamaner. De har et rent videnskabeligt forhold til deres shamanisme. Jeg har selv både et religiøst og et videnskabeligt forhold til min shamanisme.

På engelsk har man noget man kalder ”shamanic practitioner”, som vel kan oversættes til noget i retning af ”shamansk udøver”. Udtrykket er opfundet af ”core” shamanerne og betegner en person, som har en omfattende uddannelse i at lave core shamansk behandling men ikke opfattes som egentlig shaman. Det kan f.eks. være en psykoterapeut som anvender shamanske teknikker i sit arbejde. I ”core” shamanismen har man også udviklet en teknik, som heder ”shamanic counselling” - altså shamansk rådgivning. Man kan oven i købet blive autoriseret ”shamanic counsellor”.

Det er egentlig meget shamansk, at der er så meget forvirring om alting. På en vis måde kan man sige, at anarki er en af de grundlæggende ingredienser i shamanismen. Personlig tror jeg, det er en del af shamanismens styrke. Der er selvfølgelig andre, som mener det er en svaghed! Alt det her viser også noget om, hvor utilstrækkelige ord er, når man vil prøve at beskrive shamanismen.

De fleste shamaner er rodfæstet i en eller anden bestemt form for shamanisme. Hvad for en shamansk tradition man selv synes man hører til, har som regel noget at gøre med den uddannelse man har fået. Hvis man har fået det meste af sin shamanske uddannelse hos shamaner fra Mellem og Sydamerika, opfatter man sig måske som en, der hører til den toltekiske tradition - også selv om man f.eks. har lært noget ”core” shamanisme. Jeg kalder mig selv for naturshaman, fordi jeg har fået det meste af min uddannelse af naturen. Mine vigtigste lærere har været Ravnene, Ørnene, Lossene, Lemmingerne, Myggene, Birkene, Vidjerne, Isranunklerne, Solen, Vindene, Nordlysene, afdøde mennesker og dyr - og mange mange andre. Alle de shamaner som har fået den vigtigste del af deres uddannelse af naturen, kalder jeg naturshamaner. Der er selvfølgelig mange, som kalder os for noget helt andet – det er jo klart! I øvrigt lære alle shamaner meget af naturen. Shamanisme er tæt knyttet til jorden.

Der er også nogen ting shamaner er enige om. Man oplever at der findes en verden af åndevæsner, og at det kan lade sig gøre at kontakte ånderne og samarbejde med dem. Shamanisme er at leve i fællesskab med ånderne.
Ved at bringe sit sind i en form for trance, oplever shamanerne en verden, som er forskellig fra den vi almindeligvis oplever. Nogen kalder denne verden for åndeverdenen; jeg kalder den selv for drømmeverdenen; og nogen kalder den for den ualmindelige virkelighed. Det kan selvfølgelig diskuteres, om det er helt de samme verdner. Alle shamaner samarbejder med ånderne på forskellig måde og med forskellige formål. Nogen af de almindeligste ånder shamaner samarbejder med er afdøde formødre og forfædre - og totemdyr (medicindyr, åndedyr, kraftdyr). Ved at samarbejde med ånderne får shamanen adgang til åndelig kraft, healing, visdom mm.

Generelt kan man dele den moderne shamanuddannelse op i 2 typer.
I den ene foregår undervisningen overvejende holdvis indendørs på civilisationens betingelser. Kursisterne laver træningsøvelser på hinanden, men deltager ikke i behandlingen af rigtige patienter/klienter, som fejler noget alvorligt.
I den anden foregår undervisningen overvejende individuelt udendørs på naturens betingelser. Lærlinge udlæres i en klinisk shamanpraksis, hvor de deltager i behandlingen af de patienter/klienter, som søger hjælp hos den shaman, de er i lære hos.
Man kunde måske sige, at det ene er en åndelig ingeniør uddannelse, og det andet er en åndelig håndværker uddannelse.

Shamaner lære stort set kun om healings og rådgivnings teknikker. Åndemanere lære om healings og rådgivnings magi. Åndemanernes pensum er meget mere omfattende end shamanens. Jeg har begge uddannelser, så jeg ved hvad jeg taler om.

Der kan være ganske stor forskel på hvad forskellige shamaner beskæftiger sig med, og hvordan de arbejder. Der er nogen, som lægger stor vægt på at give folk ting, som kan være til åndelig gavn for deres sjæl. De giver folk kraftdyr, sjælsdele, rådgivning fra ånderne mm. Folk kan godt lide at få ting.
Der er nogen som lægger stor vægt på at fjerne ting, som er til åndelig skade for sjælen. De hjælper folk med at blive af med onde ånder, besættelser, egoisme mm. Folk kan ikke lide at give slip på ting.
Det er forbundet med stort ubehag at blive befriet for en nikotindæmon. Man får både fysiske, psykiske og åndelige abstinenser. Til sammenligning er det at få et kraftdyr eller en sjælsdel ligesom at få en bamse eller en dukke.

Nogen shamaner er meget symptom orienterede. Det handler om at gøre folk symptomfri, og man fokuserer meget på folks fysiske og psykiske sygdomme. Jeg behandler åndelige sygdomme og skader, og jeg behandler ikke rigtige fysiske og psykiske sygdomme – kun sygdomslignende tilstande, som skyldes bagvedliggende åndelige sygdomme f.eks. spirisomatiske og spiripsykiske sygdomme.
At gøre patienten symptomfri, at gøre patienten rask, og at gøre patienten sund er tre forskellige ting. Der er stor forskel på, hvor langsigtet forskellige shamaner arbejder.
Der er også mange shamaner, som også beskæftiger sig med andre former for behandling. Det kan være alt lige fra kropsmassage til biopati. De fleste shamaner underviser også i shamanisme. Nogen holder mange kurser, og andre holder ikke så mange. Dem som holder mange kurser, og har gjort det i mange år, er selvfølgelig de mest rutinerede. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, de lige underviser i det, man gerne vil lære.

Så er der jo det med den personlige stil. Som shaman behøver man ikke administrer sin professionalisme på samme måde som f.eks. en psykolog skal. Man behøver ikke være cool og have facade på hele tiden.
Når jeg er på shamansk fjeldtur med kursister i Lapland, så er jeg både en meget almindelig mand, og samtidig er jeg ansvarlig for turen og undervisningen, og jeg er den som står for den shamanske magi og mystik. Vi sover alle i den samme lávvu (telt), og man ser snart hvem hinanden virkelig er. Det er også meningen. Spirituel intimitet er en vigtig del af grundlaget for de ture. Det barske klima påvirker også min shamanske stil, når jeg er Lapland. I øvrigt er jeg som menneske en begejstret type, men har også en tendens til at være lidt fanden i voldsk. Mange synes det jeg laver og står for er forfærdeligt – der er endda nogen som hader mig indæt. Så er der nogen, som synes det jeg laver er det helt rigtige for dem. Jeg er også en af dem som mener, man ikke er en rigtig shaman, hvis man ikke har fjender.

Andre shamaner er meget 'pæne' og populære. De gør ikke noget, som kan provokere nogen. Folk bliver hurtigt meget trygge ved dem, og det er godt, der findes sådan nogen.
Atter andre laver fortrinsvis det man kan tjene penge på. Det er der bestemt ikke noget forkert i. Ofte når de ud til mange mennesker og bryder vejen for deres mange kursister – og også for mange af de andre shamaner.
Så er dem som er rejekællinger, og dem som er brovtne. Der er nogen som er akademiske – og endelig er der de gale. Dem elsker vi alle sammen. I shamanismen er det fint at være lidt skør. Jeg er en af de få shamaner, som kan prale med, at jeg har slået hovedet. Jeg har haft kraniebrud. Det er jeg meget stolt af!

Alle er selvfølgelig en blanding af lidt og hvert, som alle andre mennesker. Hvis man overvejer at søge behandling eller undervisning, er det klogt at shoppe lidt rundt, og finde det som passer bedst til ens eget temperament og ens egne behov. Som regel fortæller shamaner meget gerne om, hvilken tradition de hører til, og hvad den går ud på, så det kan du få at vide af dem. Imens de fortæller, kan du jo tage temperaturen på deres personlige stil.
Personligt synes jeg også, alle behandlere bør være medlem af en organisation, som giver deres klienter/patienter adgang til at klage, hvis de er utilfreds med den behandling, de har fået.

1* Som dansk åndemaner anerkender jeg ikke den moderne videnskabs definition af hvornår historisk tid startede. Det er deres egen historie de regner med – ikke min. Mit folks historie har ingen begyndelse og ingen ende. Som medlem af det moderne samfund bruger jeg selvfølgelig ordet 'forhistorisk' på samme måde som alle andre i daglig tale.

Printvenlig fil