tilbage




LIV BLANDT FJELDÅNDER


Missuarniannga var en forældreløs dreng, der altid gik og græd. Faderen, en storfanger, var en dag blevet trukket med i dybet af en narhval, og så var drengen med eet blevet fattig. Aldrig så man ham holde til, hvor børn legede; altid var han ensom, og bestandig havde han røde øjne.

Så kom der en dag en gammel åndemaner hen til ham og sagde:
** "Det er et dårligt liv, du lever, ved således hver dag at begræde din fader. Bliv åndemaner, så skal jeg vise dig, hvordan du skal bære dig ad. "
** "Jeg tør ikke! " svarede Missuarniannga.
** "Der er ingenting at være bange for. Gå blot ned til havet og find dig en sten, der er sort på den ene side og hvid på den anden. Den skal ligge således, at den aldrig ligger tør af havet, og du må vade ud til den. Når du tager den op, skal der helst hænge tang og havplanterflade, hvor du sætter dig ned og stryger stenen rundt til venstre, ind imod dig, i samme retning som solens ban fast ved den.
** Du skal derpå kaste dine klæder og vaske dig over hele kroppen med tang og saltvand, og så går du op i fjeldene og udsøger dig en ensom Sø.
** Der finder du også en glat klippee - og her skal du blive siddende og stryge uafbrudt, uden hensyn til sult og træthed, indtil der sker noget."

Den hemmelighedsfulde måde, hvorpå den gamle åndemaner fortalte dette, gav drengen stor lyst, og han gjorde da også, som det var blevet ham sagt.
** Da han havde fundet en sten, der var, som den skulle være, gik han til fjelds, betaget og forknyt over det, der ville ske.
** Da hører han pludselig en stemme og opdager en lille bitte dværg, der går ved siden af ham.
** "Jeg hedder Qataatsaaq, Diskant," sagde dværgen.
** Missuarniannga, som vidste, at man skulle røre ved alt overnaturligt, man mødte, strøg straks sin hånd hen over den lilles hoved og havde i samme øjeblik fået sin første hjælpeånd.
** Dværgen slog følge med ham og gentog alt det, den gamle åndemaner allerede havde fortalt ham, og Missuarniannga blev endnu mere opsat på at komme i forbindelse med fjeldenes ånder.
** Han fandt med lethed en sø, der lå, som den skulle, og satte sig øjeblikkelig ned og begyndte at stryge sin sten rundt. Men han strøg den forgæves hele dagen igennem. Han sov ikke af skuffelse den nat, og allerede tidligt den næste morgen skyndte han sig op igen til samme sted. Denne gang havde han ikke strøget ret længe, før vandet i søen begyndte at bevæge sig og en strid strøm gav sig til at boble og koge. Så kom der ligesom en fordybning, der hvor hvirvlen havde rejst sig, og vandet i søen steg og sank. Nu og da væltede pludselig opstående brådsøer ind mod stranden og brødes. Der hørtes et dybt suk fra himlen, og straks efter viste der sig et uhyre midt ude i søen, en ånd i bjørneham. Den var så forfærdelig at se på, at Missuarniannga ville flygte, men han var som lammet og kunne ikke røre et lem.
** Ånden, der først havde vendt ryggen til Missuarniannga, kom nu svømmende ind mod kysten, og idet den satte sine ben op på land, drog den Missuarniannga til sig med uimodståelig kraft. Han mærkede blot den varme ånde fra dens snude og et bid i nakken — så faldt han besvimet om og sansede ikke mere.
** Hvor længe han lå bevidstløs, aner han ikke, men da han kom til sig selv igen, sad dværgen "Diskant" og sang tryllesange over ham.
** Han var fuldstændig nøgen og så udmattet, at han ikke kunne rejse sig. Da kræfterne kom igen, begav han sig på hjemvejen. Undervejs kom hans tøj flyvende efter ham og standsede foran ham, så at han kunne tage det på, først hans trøje og siden bukser og støvler.
** Ved sin hjemkomst holdt han alt hemmeligt, men besøgte ånden tre gange i alt og lod sig hver gang æde levende. Dette åbnede hans øjne for, hvad der ellers var skjult for andre.

Begyndelsen var nu gjort, og den behandling, ånden i bjørneham havde givet ham, virkede således på hans sind, at han nu kun gik og tænkte på, hvorledes han videre skulle få herredømme over alle de hjælpeånder, som en åndemaner må have.
** "Gid jeg nu kunne få en angiut, gid jeg nu kunne få en angiut, en angiut, en angiut!" Det var det eneste, hans tanker arbejdede med hele dagen igennem.
** En angiut er en ånd i skikkelse af en fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, når som helst de vil have at vide, om nogle er syge eller om nogen har fanget. Den er ganske uundværlig, fordi disse ting er det, menneskene mest af alt spørger om, og ingen åndemaner må være uvidende.
** Så gik Missuarniannga atter til fjelds en dag og standsede ved en glat klippe et stykke oven for en lille sø. Her satte han sig ned og gav sig til at køre den sorte og hvide sten rundt, som han havde taget med sig. Atter sad han hele dagen igennem og gned og strøg stenen rundt i en ring, ind imod sig, ind imod sig, stadig følgende solens bane. Da han var så træt, at han næppe kunne løfte sin højre arm længere, blev fjeldet pludselig blødt, der føltes ikke nogen modstand mere, og idet han løftede stenen op, opdagede han at der havde dannet sig et hul ind i fjeldet, et hul, der gik helt igennem ned i dybet og ganske lignede et af de åndehuller, som sælerne holder åbne gennem tyk is. Næppe havde han løftet stenen, før et mærkeligt væsen stak hovedet op af hullet. Kroppen var ganske som en lille fjordsæls, men hovedet var uden skind og kød, et skelet som en dødnings. Den så uhyggelig, men glad ud, og Missuarniannga gav sig til at tale med den. Dens tale var som et menneskes. Han rørte ved den og fik at vide, hvad han ønskede, hvem der var syg, og hvem der havde fanget, hvorpå han skubbede ånden tilbage i fjeldet og satte stenen for hullet.
** Denne ånd opsøgte han ligesom ånden i bjørneham tre gange, og den var derefter hans hjælpeånd.

Det næste skridt var nu at få sig en toornaarsuk. Benævnelsen klinger som et kælenavn, "den kære lille ånd", men i virkeligheden er den "toornat naalagaat", hjælpeåndernes herre, der benyttes hyppigere end nogen anden. Kan andre ikke klare en sag, kalder man blot på toornaarsuk. Men den er svær at få fat på, man må gå lange tider forgæves oppe mellem fjeldene og leve i stor ensomhed, før den viser sig. Man må være udholdende og frygtløs.
** Således gik det da også til, at Missuarniannga var lige ved at opgive ævred. Men en dag som han sad på toppen af et fjeld i nærheden af en lille vig, kom der pludselig bevægelse i vandet, noget levende kom op, og han så en mægtig ryg skyde frem og et ansigt, der var midt imellem et dyrs og et menneskes - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham. Missuarniannga vidste, at man måtte ramme det med en lille hvid sten, kastet med kejten og gjorde straks dette for at få det til hjælpeånd. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og det gled ganske stille ned under vandet igen.
** Missuarniannga rejste sig så for at gå hjem, men hørte nu bulder og lyd som af stenskred, men inde under klippen - noget under jorden vred sig i smerte. Det var toornaarsuk, der brød sig vej og kom svømmende gennem fjeldet. Missuarniannga gav sig til at løbe af alle kræfter hjemover, aldrig havde han været så bange. En underlig svimmelhed greb ham, og han var så let i hele kroppen, at det var, som om han ikke rigtig berørte jorden. Han løb så hurtigt, som en fugl kan flyve, og det var, fordi toornaarsuk holdt sig svømmende gennem jorden lige under ham og tog legemets tyngde fra ham. Først helt nede ved husene forlod den ham, og da var Missuarniannga så stiv og tung i lemmerne, at han nær var faldet. Han var atter et menneske med en tung krop.

Således fik Missuarniannga sin stærkeste hjælpeånd. Når han havde hast, plejede den at følge ham, på havet ret under hans kajak, til fjelds lige under jorden. Mødte han farer i menneske- eller dyreskikkelse, kom den helt frem for dagen og kæmpede for ham. Ellers brugte han den til at rane sjæle med, om han havde fjender, der skulle hævnes, eller den hentede sjæle tilbage, andre havde ranet.

Nu var Missuarniannga nået så vidt, at han begyndte at tænke på at få sig en aajumaaq. Den har krop omtrent som et menneske, men kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, arme og ben er sorte. Den går ikke, men bevæger sig svævende, uden at træde på jorden - alt, hvad den rører ved, må rådne og dø. "Bare jeg kunne få mig en aajumaaq! Bare jeg kunne få mig en aajumaaq — en aajumaaq — en aajumaaq!
** En dag som han sad på en sten i nærheden af en dyb kløft, blev han Pludselig betaget af en stor angst. Han rystede over hele kroppen uden dog at vide, hvad han var bange for. Så gik frygten pludselig over, og han hørte nede fra kløftens dyb en stemme, der hviskede:
** "Jeg er aajumaaq. Alt, hvad jeg rører ved, må rådne og dø." Stemmen var fjern og ganske svag. Uden at vide af, hvad han gjorde, gentog Missuarniannga: "Alt, hvad jeg rører ved, må rådne og dø."
** Straks kom stemmen igen, men højere end første gang, og da han atter gentog ordene, kom det som et skrig fra trolden:
** "Jeg er aajumaaq. Alt, hvad jeg rører ved, må rådne og dø!"
** Missuarniannga stirrede ufravendt mod kløften og så ånden glide ganske langsomt hen imod sig. De sorte arme var strakt frem imod ham, den klolignende hånd med de tre fingre vinkede, og hovedet, der var spidst og skarpt som en hunds, uden hår og med store gløden de øjne, nikkede og svajede under kroppens lydløse gliden gennem luften. Da Missuarniannga mærkede dens varme ånde i ansigtet, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot, at aajumaaq gik hen over ham.
** Da han kom til sig selv igen, så han straks hen imod kløften, men der var intet mere at se, trolden var forsvundet.
** Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set aajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd.

Enhver åndemanerlærling, der har en aajumaaq, må også have en amuu, en ånd, der tilkaldes, når lamperne er slukket i det hus, hvor åndebesværgelserne foregår. Imedens åndeflugten foregår og åndemanerens legeme ligger bagbundet, uden sjæl, holder amuu tilhørerne i ånde. Nu da ånderne ude i naturen var begyndt at komme til ham, behøvede han ikke længere at gøre sig nogen særlig umage, og det fik han da også at se selv, en dag han sad på en skråning ud mod havet og så på storisen, som en vestenvind samlede uden for fjordens munding.
** Da hørte han nede fra havstokken svagt, næsten hviskende: "Amuu - amuu! Jeg haler dig til mig, jeg haler dig til mig."
** Han gentog ordet, og straks voksede tonen, indtil den blev til et øredøvende råb: "Amuu - amuu!"
** Da så han en styg trold komme op fra dybet. Øjnene var store og rullende og skinnede som ild. Den kom hen imod ham. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille vissen krop, små ben, men lange, lange arme, der raktes op imod barn under råbet:
** "Jeg haler dig til mig, jeg haler dig til mig!"
** Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved vandet.

Der var gået lang tid efter det, der her er skildret, og Missuarniannga arbejdede stadig på at udvikle sine evner som åndemaner.
** Engang opholdt han sig ved bopladsen Itilleq i nærheden af Kulusuk. Som sædvanlig gik han ind over land og kom til en smuk og frodig dal, der lå lige ud for en kløft, hvorigennem der strømmede en elv. Her fik han øje på en lille mand, en dværg, der ikke var større end en tommelfinger. Han var klædt i smukke klæder med bukser og støvler af spragleskind, på overkroppen havde han en blålig anorak, der ikke syntes at være gjort af skind.
** "Hvor kommer du fra?"
** "Jeg kommer fra det indre af landet ved Umiivik, jeg kom herhen, idet jeg foldede landene sammen, så at fjeldtinderne kom til at kysse hinanden."
** Når dværge har hastværk, har de en tikkuut, en lille pegepind, som de holder frem for sig, da krymper landene sig sammen, så at de bliver i stand til at tilbagelægge lange strækninger i eet skridt. Denne dværg havde også sin pegepind i hånden, den var hul, og ind i den var der stukket noget, som lignede tre fingerspidser - det var hans våben. Han fortalte, at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik, og at den mand, han havde stjålet det fra, var blevet så rasende, at han havde råbt:
** "Lad tyven komme frem!"
** Så havde han vist sig og peget på manden med sin pind, og straks var denne faldet død om.
** I samme øjeblik forsvandt den lille dværg så pludseligt, at Missuarniannga ganske glemte at berøre ham, og han blev derfor ikke hans hjælpeånd.
** Åndemaneren var nu blevet voksen og begyndte at gå på fangst sammen med sine bopladsfæller. Ofte var han langt til havs, og det var nu hans højeste ønske at få en innersuaq, men mange gange roede han forgæves, uden at det lykkedes ham at træffe nogen.
** Så var det engang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt. Herfra opdagede han en kajakmand, som kom roende hen imod ham. Han så mærkelig ud, for han havde næsten ingen næse, og kinderne var hule. De kom i snak med hinanden.
** "Hvad hedder du?"
** "Nakkalia — den, der er skabt til at falde ned."
** "Hvor har du land? "
** "Henne ved det skær der. Du skulle komme og besøge os, vi er kun os to, min kone og mig."
** Missuarniannga roede så sammen med ham hen til skæret. Den underjordiske strøg hen over stenene med sin hånd, og straks var det, som om landene løftede sig, og frem for dem lå en græsbevokset dal med et lille hus, et smukt lille hus, som de roede frem til. Da den underjordiske steg ud af sin kajak, viste det sig, at han var lam i begge hofter og måtte kravle hen over jorden. Han fortalte, at det var, fordi han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men hans fjende havde været stærkere end han selv og slået ham med netop den sygdom, som han havde tiltænkt ham.
** Inde i huset var alt fint og rent, træværket skinnede hvidt. Skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, og det var tegn på, at Nakkalia var en ivrig åndemaner. Han fortalte, at han havde haft fem sønner, men at de alle var blevet dræbt af fjender.
** "Når er du født?"
** "I forgårs," svarede Nakkalia.
** Dette betyder i det underjordiske sprog det samme som itsarsuaq, dengang for længe, længe siden.
** "Hvor længe lever I?"
** "Atanitta naggataat nalunarpoq" man ved intet om, når vor for ening med livet ophører.
** Og dette vil sige det samme som, at de ikke kender til at dø.
** Missuarniannga opholdt sig i nogen tid hos de underjordiske og tog så hjem. Han var for ny en åndemaner til at få noget at spise, thi da ville han have glemt sin hjemrejse. Da han roede bort, mærkede han intet til, at han kom ud af jordens indre, og han havde nu fået en underjordisk hjælpeånd.
** Engang skulle Missuarniannga fra Amitsuarsuit til Tasiusaq. Da han kom hen over det sted, der kaldes for "rypernes lavning", hørte han oppe i luften en vældig susen og gik i land for nærmere at undersøge, hvad det var. Ved en lille sø så han nu en kæmpe ligge mageligt henslængt med hånden under kinden. Engang imellem klappede han på græstørven ved siden af, og det var det, der gav den mærkelige lyd oppe i luften. Kæmpen var en timerseq af de middelstore, d.v.s. dem, der bor yderst mod havet. Så snart han fik øje på åndemaneren, vinkede han ham hen til sig. Kæmpens navn er glemt, men de talte længe sammen, og til sidst spurgte han, om Missuarniannga havde lært at flyve og færdes gennem luften.
** Nej, det var der ingen, der havde lært ham.
** "Nu skal jeg lære dig det."
** Så blæste han med sin mund ud over fjorden, og straks blev en tyk røgsky synlig, ligesom et tågebånd, der strakte sig fra toppen af Killuisaajuit til Akulliit. Derefter bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og hævede sig op i luften, idet han fløj hen over det smalle tågebånd - det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen helt over til Akulliit.
** "Sådan bevæger vi os, når vi har lang vej frem. Når I ser et tågebælte spændt ud over fjeldenes toppe, så er det os, der er på luftrejse. Rør nu ved mig, så skal jeg blive din hjælpeånd, og du kan ligesom jeg færdes gennem luften."
** Således blev denne indlandsbo hans hjælpeånd.
** Så hændte det, at hans farbroder skulle på en lang rejse, der ville tage mange år. Og da Missuarniannga gerne ville tage afsked med ham, roede han ind i fjorden i sin kajak. Idet han passerede eqqualandet, hørte han fløjten og hvislen ovre fra den anden side af fjorden og opdagede oppe på land en vældig kæmpe. Han sad fornøjet og fløjtede, og hver gang han tav et øjeblik, daskede han på jorden med hånden.
** Missuarniannga roede derover, tog sin lille kniv og steg ud af sin kajak for at gå op til kæmpen, men da denne så kniven, vinkede han til ham og lod ham forstå, at her behøvedes ingen våben.
** Kæmpen smilede og lo og brummede næsten som et uvejr.
** "Mig skal du ikke være bange for, jeg ligger bare her og glæder mig over at se landene og havet."
** Næppe havde han sagt det, før der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe oppe i fjeldet. De så begge ganske ud som mennesker, men var store som fjelde og havde blå klæder. Også denne sidste kæmpe smilede til ham, og Missuarniannga blev ikke bange.
** Men så kom der en tredie Østfra. Han kom krybende, skulende og rød om kinderne som tegn på, at han var ond. Missuarniannga gøs ved synet, men fik ikke tid til at blive bange, thi straks efter kom der en endnu større kæmpe, den største af dem allesammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så umådelig så dette fjeld i menneskeskikkelse ud. Men hans angst gik over, da han hørte en rullen gennem luften, der sagde:
** "Mig skal du ikke være bange for, jeg er den ældste af os, vi er brødre og vil dig kun godt."
** De blev nu længe sammen, og Missuarniannga lærte mange ting. De strøg ham hen over øjnene, så at hele verden ligesom blev lysere for ham, og han blev klartseende og kunne opdage ting, andre mennesker ikke kunne se.
** Siden berørte han dem alle, og de blev hans hjælpeånder.
** Derpå gik han tilbage til sin kajak og roede bort. Et stykke ude i fjorden så han sig tilbage for at se, hvad der var blevet af kæmperne, og han så da, hvorledes de alle med samlede knæ og krummede ben hævede sig op i luften - og idet de fløj op over fjeldet, istemte de en sang og blev borte som store skyer i horisonten.

Kort tid efter var han ude i kajak på søsiden af Angiitit og roede lige inde under land, idet han stadig ønskede, at han måtte træffe på flere underjordiske. Det var dejligt vejr, solskin, varmende solskin.
** Så hører han en summen som fra en flue og lidt efter:
** "Ii-ii-ii! Jeg kommer aldrig op!"
** "Kom nu bare op, hvis du kan," svarede Missuarniannga. Og så kom hun op. Det var en kvinde fra de underjordiske, og hun kom op med bortvendt ansigt.
** "Besøg mig," sagde hun.
** Åndemaneren vidste ikke rigtig, hvad han skulle svare, men så strøg hun med tre fingre hen over en kløft, og straks kom der et stort land til syne, en hel boplads steg op af havet, og man så et stort hus med fire vinduer.
** "Du bor da ikke alene i det store hus?"
** "Jo, jeg gør, nu skal du bare se."
** Så kom de hen til huset. Ved husgangen lå et skinnende hvidt stykke træ, det lignede ribbenene af en hvidhval.
** "Det er noget, jeg skal bruge til at købe mig en ulu for. "
** Derpå gik de ind i huset. De havde ikke været der ret længe, før der viste sig et ansigt i vinduet, og straks råbte kvinden:
** "Mine bopladsfæller har opdaget, at jeg har en gæst - du må straks flygte, ellers bliver du dræbt."
** Åndemaneren ville springe ned i husgangen, men den lukkede sig sammen, så at han ikke kunne komme ud. Så sprang han hen til et af Vinduerne, men også det groede sammen, lukkede sig for ham, og således gækkedes han stadig af troldskab, der spærrede alle udgange for ham. Først ved det allersidste vindue lykkedes det ham at slippe ud. Han sprang i sin kajak og roede af alle kræfter og blev ved med at ro, lige til han kom til Amitsuarsuk ved mundingen af Ammassalikfjorden. Men inden hans flugt var den underjordiske kvinde blevet hans hjælpeånd.
** Ved Amitsuarsuk gik han ind over land, indtil han kom til en stor kløft, der kaldes for Uersat. Her findes en granitblok, som åndemanerne plejer at stryge for at tilkalde hjælpeånder. Her siges at bo en grum ånd, uersat inuat, de uægtefødtes herre. På dette sted gav han sig til at stryge, som han plejede, med sin sorte og hvide sten, og det varede ikke længe, før han hørte fløjt og hvislen fra kløften. Han blev ved med at stryge, indtil der pludselig røg en splitternøgen mand ud af klippen i kløften. Ved synet af ham besvimede han. Hvor længe han var bevidstløs, ved han intet om, men da han kom til sig selv igen, lå han frysende og forkommen. Hvor? Inde i mørket, dybt inde i kløften, afklædt og kraftløs.
** Han vækkes som sædvanlig af "Diskant", der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham, og han trækker det på og rejser hjem, men siden må han opsøge stedet endnu to gange for at få ham som hjælpeånd. Uersats ånd skærmer ham imod tupilaat og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.

Nu er det tid for ham at opsøge dødninge som hjælpeånder. Han ror i kajak fra Immikkoortoq og kommer gennem sundet her, da han hører latter i nærheden. Straks efter møder han to kajakker, der viser sig at være to genfærd efter afdøde. Det er første gang, den ene af dem er i kajak efter sin død, og derfor tør han ikke forlade land. Så tæt har han holdt sig inde ved stranden, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved, og det er det, de ler af.
** Dette hændte ved midsommertid, og det fortælles, at de døde på den tid af året kan vende tilbage til deres grave og leve der, medens der er varmt og skønt på jorden.
** Missuarniannga slog følge med de to genfærd, og de kom ind i en lille bugt, før han mærkede, at luften ligesom dirrede. Han var nær besvimet, og det var, fordi de nærmede sig genfærdenes hus, der er graven. De gik op til huset, og Missuarniannga så, at det ingen husgang havde. Indvendig var det indrettet ligesom menneskenes huse, kun var gryderne ophængt i snore, der gik helt op til himlen. Inde på briksen sad der en meget gammel mand, der tog venligt imod dem.
** "Vi lider af tagdryp," sagde den gamle. "Der er nogen, der har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene."
Det var en godmodig mand, som ikke blev vred; for ellers må man vogte sig vel for nogensinde at tage sten fra en grav.
** Manden lagde nu kød frem til gæsterne og sagde:
** "Missuarniannga, du er nu så stor en åndemaner, at du godt kan spise de dødes mad."
** Kødet var hårdt kogt og så ud som tørv, men det var nemt at suge. Det kan spises tre gange, idet det vokser ud på benet igen.
** Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder, men de gav ham anvis ning på en gammel grav inde bag Amitsuarsuk, hvor en gammel kvinde lå begravet.
** "Gå du hen og stryg den med din åndemanersten!" sagde de, og Missuarniannga gjorde, som de havde sagt.
** Da han havde siddet en tid ved graven og strøget, hørte han en lyd, der indefra sagde: "Hi-i-i-ii!", og samtidig begyndte stenene, som graven var bygget op af, at bevæge sig. Pludselig blev en lille lysstribe synlig, den tegnede sig som en regnbue oppe på himlen, en regnbue, der førte fra solen og ned til graven og ind i graven. Da åbnede gravstenene sig på den side, der vendte mod vest, og en kvinde rejste sig fra stendyssen. Hendes ansigt var sort, og hendes krop var indtørret. Vuggende langsomt i hofterne vendte hun sig hen imod ham, men da hun var ham ganske nær, faldt han mod sin vilje ind over hende og besvimede.
** Da han atter kom til sig selv, sad dværgen "Diskant" og sang trylleviser over ham.
** "Hvorfor er du her?"
** "Genfærdene har sendt bud efter mig, for at jeg kunne vække dig. Hun er nu din hjælpeånd."
** Han havde dermed fået sin første dødningeånd.

På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjeldene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det, hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed.
** De sidste hjælpeånder, han fik, var stadig dødninge, som regnes for at være stærke i en stor åndemaners tjeneste. Lig og skeletter blev levende, blot han kom til dem. Livet vendte tilbage til dem som lysbølger, der kom strygende fra himlen ind i de tavse grave, og søjler af nordlys flammede op, når den døde slog stenene fra sig og steg op fra sin bolig.
** Nu stod det blot tilbage for Missuarniannga at træde frem for menneskene og vise alt det, han havde lært. Når lamperne slukkedes i en hytte og han påkaldte sine hjælpere, kunne han foretage åndeflugter gennem luften til fjerne egne. Blev mennesker syge, fordi deres sjæl var røvet, kunne han skaffe den tilbage og helbrede dem. Han kunne fare op til månen og skaffe godt vejr, islæg eller åbent vand, eller han for ned under havet til dyrenes herskerinde, den farlige Immap Ukuaa, der fordeler hvaler, hvalrosser og sæler. Og for at hærde hans sjæl hændte det, at hans hjælpeånd, Equngasoq, den berømte "skæve", tog ham med til de dødes land, hvor livet fortsattes under storfangst og glade sangfester.
** Han måtte nu vise, hvad han kunne, og anledningen kom ganske af sig selv.
** En morgen vågnede han med vilde smerter i hovedet. Hans hjerne voksede og buldnede op indefra, og vældige tankers veer pressede på for at blive forløst. Han måtte tale, varsle, spå og dømme, om ikke vanviddet skulle komme over ham.
** Og så sammenkaldte han da på åndemaneres vis sine bopladsfæller til fest og øvede sin kunst for slukkede lamper, bagbundet som en hjælpeløs bylt. Man hørte ham sukke og stønne fra mørket, og troldtrommen, der var lagt ved siden af ham, var selv blevet levende og gik, som om tusinde ånder slog løs på den.
** Og da trommen nu berørte hans hæl, var det, som om det første hvide daggry steg ud af natten, han kunne skimte i mørke. Senere da den berørte hans hofter, kom selve dagen. Mørke fandtes ikke for ham i natten, hans øjne skar tværs igennem alt.
** Men da så endelig den aften kom, da trommen som ført af usynlige hænder stod skælvende og tarmskindssyngende på hans skulder, vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn, og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere.
** Missuarniannga var blevet alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.
** En ny angakkoq var opstået blandt menneskene.

Kilde: "Myter og Sagn fra Grønland" af Knud Rasmussen


*


For hver ny hjælpeånd, åndemanerlærlingen erhverver sig, skal han lave et heksemiddel.

Kilde: "Sagn og Saga fra Angmagssalik" af Jens Rosing



op